Vignettes

Som nogle sproglige arkælologer og andre antikvarister som undertegnede måske har bemærket, så fandtes der en gang for mange, mange – ja nærmest utallige år siden – to måder at tiltale andre direkte. Man kunne – hold på hat og briller! – tiltale en med pronominet du, men – og her går det sandelig løs – man kunne også anvende prominet De!

Men hvad var nu det for noget? Som et hvert oplyst menneske, velsagtens et Politiken, Information eller Ekstra Bladet læsende et, véd, så er det naturlige svar på en spørgsmål rettet til en selv, hvor vort gode, jævne danske du på formasteligt vis er blevet erstattet af det forhistoriske lævn til De, et højt, forvirret og med vestegnsaccent udtalt [væ:m]?

Ja, det er jo lidt forvirrende, for man hører ikke det store bogstav! En lille krølle på hale var oldtidens mennesker tilsyneladende ikke for fine til – blot kan arkæologerne og antikvaristerne undres over, hvordan skellet de/De fremgik af runeskriften; De stammer vel antageligvis fra sådanne tider før ipoden og kildeskatten, hvor man ristede den slags i sten. I dag er det eneste, et oplyst menneske ridser i sine omgivelser, diverse kønsorganer, hjerter med indskrifter som ”Kristina+ Oliver 4 ever”. Det ved enhver da!

Suk. I virkeligheden er det jo dybt, dybt sørgeligt, som tiltale er gået til i dag (og runeskriften, som er en vigtig del af vores ligedeles vigtige kulturarv, men det er en helt anden sag). Jeg har altid anset skellet mellem du og De for særdeles nyttigt og som noget, der snarere end at hæmme eller begrænse omgangen mellem mennesker – især mennesker af, hvordan kan man sige i 2008? – forskellig baggrund. Som jeg ser det, signalerer frafaldet af De ikke et samfunds uundgåelige fremskridt imod civilisation, egalitarisme og ligeværd mellem alle borgere, men noget helt andet. Det er for mig en kulturel degeneration, en reel devolution fra det mere komplekse, men også mere nuancerede og et skridt nærmere det rene barbari. Jeg benytter ordet ”barbari” ganske specifikt for at henlede mine kære læseres tanker imod hærgende horder af hunnere og deslige, som i deres barbari netop ikke respekterer det uendeligt vigtige princip her i livet – grænsedragning. Grænsen mellem mit og dit, mellem hvad man må og hvad man ikke må og ikke mindst, grænsen mellem det offentlige liv og intimsfære, som måske frem for alt* er blevet undergravet.

Den eksklusive – nej, udelukkende (for synderligt ”eksklusiv” er den ikke) brug af det uformelle, intime pronomen du har i sin rod i en antiautoritær ånd, som jeg også gerne vil tage afstand fra. Tanken om, at der ikke skulle gives autoriteter i samfundet er enten falsk eller farlig – oftest begge i forsøget på at overvinde gabet imellem den antiautoritæres erfarede og ønskede realitet. Det betyder manglende tillid til dommere og til det juridiske system; manglende tillid til politikerne, manglende kontrol over skolevæsenet og så videre – med katastrofale omkostninger, vi betaler med vor stigende analfabetisme, arbejdsløshed, apati og anarki i gaderne.

Men lad os ikke dvæle unødigt ved det politiske. Dette handler om den daglige omgang mellem mennesker. Når man ikke har mulighed for at tiltale nogen på en anden måde end man ville en barndomsven, et familiemedlem eller kæreste, kommer man enten til at forklejne intimiteten og nærheden i disse forhold – eller, på slibrigt, upassende og indsmigrende vis, at foregive den i sammenhænge, hvor social nærhed enten ikke findes eller ikke ønskes. Jeg ved ikke, hvad der er værre: At lege dus med en dommer i retten, hvad der burde være som at lege med ilden, eller at være Des med sine nærmeste?

Jeg stod selv i problemet for et par år siden, da jeg skulle skrive til kulturministeren. ”Hej Brian” gik bare ikke. Det kan sagtens være, han intet problem har med det personligt, men for mig ville det føles upassende. Jeg kender faktisk overhoved ikke kulturministeren eller nogen anden minister for den sags skyld, og jeg kendte ikke kotymen.

Jeg bryder mig ikke om at forestille – prætendere – at der er en personlig relation, hvor der ikke findes en. Det er den ultimative prætension og langt værre end det efterhånden prætentiøse ry og indtryk, man straks opnår med pronominet. Det er det samme med rangklasserne. Hvem ved i dag, at  ambassadører, præsidenten for Højesteret, storkommandører af Dannebrog, riddere af Elefantordenen og flere andre har det privilegium ikke blot at have et prædikat, men prædikatet Ekscellence? Det smager som noget fra en svunden tid – men hvorfor er det det? Har vi i dag mindre behov for at anerkende fortjeneste, rang eller værdighed? Sådan som jeg ser det er omvendt; vi har brug for langt mere respekt. Der er ikke brug for smiger eller prætension, men for reel anerkendelse. Så lad os i det mindste være Des – så kan vi tale om ordner, når først vi har en ordentlig omgangstone.