Vignettes

Den hvide idé – for nu at omtale monarkismen efter russisk forbillede – spiller en central rolle i nationalkonservativ tænkning, som man finder det i Konservativ Ungdom. Vores kongstanke, vores tyrkertro på monarkiets betydning og fremhævelse af det politiske potentiale beliggende i den før så mægtige institution, kan virke virkelighedsfjern, ja endda morsom for den udenforstående, men der ligger alvor bag.

Jeg har for noget tid siden læst den udmærkede bog Blot til pynt af Claus Bjørn, der kommer med et bud på den borgerlige opfattelse af monarkiet, som jeg og nok mange andre kan nikke genkendende til. Han skriver (i parafrase af Flemming Hvidbergs indlæg i bogen Til alle mænds tarv, udgivet af Konservative Folkeparti i 1956:

Netop i kraft af sin kontinuitet, sin afsondrethed fra dagens liv og sin retslige og sociale særstilling kan kongemagten udtrykke det blivende og det, der eksisterer oven over og ud over den daglige partipolitiks bøvl og befolkningsgruppers indbrydes strid om fordelingen af den fælles kage. Kongemagten er i kraft af sin særlige stilling alt det, folkestyret aldrig kan være, og netop derfor det, folkestyret behøver for at blive et med alt det, der rummes i selve begrebet om en nation.

Som Hvidberg udtrykker det, giver monarkiet “nationen fasthed og styrke og højhed”. Heri kan jeg kun erklære mig enig. Kong Christian d. 10s optræden under den tyske besættelse er næsten det stærkeste ekesmepl, man kan komme på.

Samtidigt ønskes der – ønsker vi – en værdig, evig og ophøjet modvægt til banale og overfolkelige politikeres vulgaritet. Dette er både et politisk og et æstetisk faktum. Kongehusets særlige æstetik – dets protokol, dets prædikater, dets formelle stilling – skattes i lige så høj grad som det politiske, og de to står i et klart forhold til hinanden. Når jeg finder det eksempelvis voldsomt upassende, at ministre og andre udtaler sig om, hvad Kronprins Frederik må og ikke må.

Etiketten byder, at ministrene er Kongehusets tjenere på linie med alle andre embedsmænd. Politisk agererer de frit; de kommer med hvilken som helst indstilling til regenten, der ønsker det samme – wishes it so – der ved sin samtykke lader det i træde i kraft. Dette er i dag en formalitet – men ikke desto mindre en betydningsfuld formalitet. Det påminder ministrene og andre om, at de svarer for nogen. For fortiden og fremtiden, i nogen grad, for hvor politikere kommer og går, består monarken.

Samtidigt er forholdet til Kongehuset en metafor for forholdet til fortiden og til det givne. Når en minister tærder til og møder regenten i audiens, møder han samtidigt Rigets oprindelige lederskab i moderne skikkelse: Enevældskongens arvtager og den fyrste, hvis forgængere altid har ledet de danske (og andre). Accepteres det – accepterer man nedarvet privilegium, ophøjethed og overhøjheden – alt dette som skabte Danmark og som u-undskyldt ligger uden for den demokratiske lighedstanke – eller forkaster man autoriteten og Danmark med den?

Den konservative siger nej. Når man ærer, respekterer og – i sidste ende – aflyder regenten, er det dels ud fra et klassisk, enkelt personlgit troskabsforhold, som man konservative føler. På den anden side er det i det daglige politiske virke og i samfundstænkningen også en måde at vise, at der stadigt findes ærværdighed her i landet. Vores ærbødighed skal minde om ærværdighedens fortsatte eksistens, selvom det kan være svært at acceptere for den liberale, at der er forskel på graden af ærbødighed, der afkræves individet. Det mener vi jo bestemt, der er. Således er den monarkistiske æstetik – vores insisteren på at udvise ærbødighed – en opretholdelse af det bagvedliggende princip om hierarki og respekt for det af fortiden givne, som er så central.

Når vi samtidigt fremhæver det politiske magt iboende i Kongehuset, har det t gøre med vores lede over for nutidens politikere og ønsket om en modpol til de overdreven liberale og Rousseau’ske tanker, der hersker i samfundslivet idag. Der er også et ønske om at opretholde monarkiet – som er et formål i sig selv, i og med at det er en metonym for at bevare nationen – ved at sikre det fra ligegyldigheden. Vi ser det gerne træde i karakter, således at man kan mindes dets overhøjhed over politikerne.

Respekten for monarkiet beror også på dets stilling som “den anden magt.” – Den magt, der træder i stedet, når politikerne (uvægerligt) fejler. Her ser vi på eksmepler fra udlandet – Kong Juan Carlos af Spanien, der afværgede et militærkup; den kongelige generalguvernør af Australien, der løste en forfatningskrise i 70erne og mange andre tilfælde. Kongehuset er en plan B, og en plan B, som vi med jævne mellemrum børster af og ser nærmere på, for også at demonstrere vores manglende barnligt idealistisk tiltro til folketyre.

En sådan demokratisme er bedre beskrevet andetsteds, men monarkismen er det nødvendige korrektiv.

Leve Dronningen!