Vignettes

Få ting er så motiverende, opildnende og radikaliserende som eskatologiske forestillinger; tanker om den sidste tid, om utopier, hvad enten idealet er det kommunistiske samfund, det klasseløse samfund, det forureningsløse samfund, det helt frie samfund, videnssamfundet, det kønsløse samfund og mange af de andre samfund, der er blevet udtænkt i tidernes løb og har drevet mennesker til alt fra ejendommeligheder til de mest ubeskrivelige rædsler i det tyvende århundredes ‘ismer.

“Venstreutopismen” er et forholdsvist veldokumenteret fænomen; det fremhæves endda positivt om venstrefløjspolitikere, at de “tør forestille sig en bedre verden”, “tænker uden for de givne rammer”, etc. [Jeg opfatter imidlertid den slags som det glade, Dædaliske vanvid, men det er vist ingen overraskelse]. Tobias Harding har i sin gæstekronik i Tradition och Fason skrevet om netop disse tanker, men også reaktionære og romantiske forestillinger om en ideel, førindustriel fortid [in casu: Herredet].

Det samme gør sig gældende for religiøs eskatologi og utopisme — som har udtryksformer fra Amish-folkets forsøg på at skabe et religiøst frirum til wahhabismens forsøg på at genskabe en renere Islam i politisk skikkelse. Også vanvittigt interessant: F.eks. hvordan medlemmerne af Heaven’s Gate følte sig nødsaget til kollektivt selvmord for at kunne undslippe jorden (jordelivet, den uperfekte verden) for at stige ombord deres flugtvej ud (til det overjordiske), kometen Haley-Bopp. Implikationen er klar — hvis man kan syne enden, betyder det nuværende pludseligt meget mindre. Man kender det måske fra feriedage, hvor de sidste udenlandske penge lige skal fyres af inden, man tager hjem, fordi man ved, at man ikke vil kunne bruge pengene ellers. Det er nu eller aldrig.

Netop følelsen af nu eller aldrig er det samme, der historisk set har drevet megen konservativ radikalisme / radikalkonservatisme, men relationen til dystopien er for mig at se for dårligt beskrevet. Hvis en bolsjevik kan drives til radikal, udenomsparlamentarisk handling ud fra ønsket om snarest muligt at indfri et ønske om utopi, så kan en konservativ drives til den grimmeste reaktion ud fra ønsket om for en hver pris at undgå dystopiens virkeliggørelse.

Når jeg skriver dette, er det måske i et udtryk for ængstelse ved implikationerne af en dystopisk opfattelse af Vestens tilstand; jeg hørte i tirsdags Claus Thomas Nielsens tale til Tidehvervs sommermøde, hvor han opridsede Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Kritikken var hård, udsigterne dystre — og over for det tilsyneladende håbløse er der kun to muligheder: resignation eller radikalisering. “Der må gøres noget” og “hvad kan det nytte“.

Men der må være et alternativ: Måske vil det at erkende det uundgåelige kun fremskynde det? Vestens undergang, eller Aftenlandets, er måske et eksistentielt vilkår for os i vor tid, for alle os efter katastrofeåret 1914. Den demokratiske konservatismes forsvar for vestlig civilisation må bygge på det bedste, vi kan mønstre. At hengive sig til radikalisme og reaktion er faneflugt, og idealet må at være som Asbjørn, som vi kender fra Sjørupstenen: Han flygtede ikke ved Uppsala; men kæmpede så længe han havde våben.

Det må være vores tålelige — måske nødvendige — idealisme, som også drev spartanerne til at holde stand ved Thermopolyæ imod en overvældende overmagt i den persiske hær. Spørgsmålet er ikke, om det nytter — spørgsmålet er, om det er den konservative i nutiden eller fremtidens historieskrivere, der skal afgøre det. Nok døde Asbjørn, men han flygtede ikke, og mindet om hans heltedåd (uanset, hvad den var) lever videre til inspiration for fremtidige slægtled

Følgende indlæg blev bragt 17. okt, 2008 i Kristeligt Dagblad. Indsendt under titlen: “Oldævl eller Alvor”

SPØRGSMÅLET, om oldsprogene skal være obligatoriske for teologistudiet, handler om mere end blot studieordninger. Spørgsmålet er, om teologien skal leve op til sin arv og bibeholde vores kulturs bånd til oldtiden eller lade dem kappe i poppens navn.

Teologien er som en af de ældste bestående videnstraditioner, vi har ikke blot her i landet, men i hele Europa. Med dens tusindårige rødder til de romerske, græske og jødiske kulturkredse udgør den også et af de få overlevende bånd, vi overhoved har, til oldtidens menneskehed. Den overlevering af kristendommen som en klassisk arv udgør i sig selv en af de bærende bjælker i europæisk civilisation. Ikke vag snak om demokrati og C02, men mennesker af kød og blod, der gennem mange års studier, arbejde, flid, indsats, har været i stand til at holde gang i et bål, der foreløbig har brændt i to tusinde år.

Den tradition har betydning. Alternativet er glemsel, rodløshed, fortabelse.

Men i disse moderne pædagogiske tider opfattes oldtidens menneskers sprog tilsyneladende som uvedkommende, som ”oldævl”, siden man ikke finder det nødvendigt for fremtidens teologer at lære dem. Den debat om teologistudiets indhold, der har verseret i de seneste uger, har navnlig omhandlet behovet for at tiltrække nye studerende (eller ikke skræmme dem bort), stillet over for behovet for at værne om den teologiske faglighed.

Kristendommens centrale betydning for vores kultur fremhæves ofte i politiske og værdimæssige debatter – ikke mindst i borgerlige og kristeligt funderede kredse. Eksempelvis anbefalede nærværende avis anbefalede for få år siden, at kristendommen blev skrevet ind i den europæiske forfatningstraktat. Synspunktet må vel også antages at deles af de teologer, der ikke bestrider præsteembeder. Nu har vi hørt folk tale om kristen civilisation – men er det ment alvorligt?

Som udefrakommende – jeg er hverken teolog eller menighedsrådsmedlem – må jeg også fremhæve, at teologerne er blandt de eneste, der fører faklen videre fra oldtiden i kraft af deres umiddelbare adgang til kilderne. Videreførelsen af vores kultur, som teologien som fag må have til formål, kan ikke lykkes, hvis man i håbet om at tiltrække flere studerende hælder barnet ud med badevandet.

Hvis det er ens alvor, at kristendommen og den kristne kulturarv faktisk har betydning for dansk og europæisk kultur – og, at teologien således er et fag med en bredere relevans end blot at uddanne servicemedarbejdere for de få overlevende kirkegængere – så må ævlet om at afskaffe sprogstudierne lægges på hylden, og man må i stedet hylde oldsprogene.

Links:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/301224:Debat–Oldsprogene–Et-levende-baand-til-den-antikke-verden

http://www.kristeligt-dagblad.dk/teologistudiet

I recently discovered the late author and conversationalist William F. Buckley, Jr. (1925-2008). Unfortunately a few months too late. Belated interest is a terrible burden of youth – by the time we young people come to our senses about any particular issue, all the important things have been said and, even worse, all the important people who said those very things have died. In any case, YouTube let me see Buckley in action without having to wait for some network to publish a retrospective.

Read the rest of this entry »

A couple of weeks ago, I read Carl Schmitt’s Concept of the Political in a Danish translation, ‘Det politiskes begreb’. I had originally fallen upon Schmitt in high school, where I had written a paper called Brevis Tractatus de Bacchanalibus (A Brief Treaty on the Bacchanals) as my ‘larger written asignment’, a mini-thesis that high school students write in one of their major fields – in my case Latin. I had discussed, in Structuralist terms, how Roman historiography painted a picture an exotic, essentially inimical Other – the Bacchanals – which was entirely un-Roman, un-civilized and intolerable, and ultimately destroyed. Not exactly very refined work, or rather, not all that original, but it was my third year of high school. In any case, the state of exception came into my sights at this point – via Giorgio Agambens ‘homo sacer’ (cf. Wikipedia article on this). I haven’t since read any Agamben, except for (numerous) second hand references in various articles on violence and the state of exception. The last text I believe was about violence and bands of young males in Liberia. In any case, I was led from Roman history to Carl Schmitt, a truly fascinating author.

Read the rest of this entry »

Den hvide idé – for nu at omtale monarkismen efter russisk forbillede – spiller en central rolle i nationalkonservativ tænkning, som man finder det i Konservativ Ungdom. Vores kongstanke, vores tyrkertro på monarkiets betydning og fremhævelse af det politiske potentiale beliggende i den før så mægtige institution, kan virke virkelighedsfjern, ja endda morsom for den udenforstående, men der ligger alvor bag.

Jeg har for noget tid siden læst den udmærkede bog Blot til pynt af Claus Bjørn, der kommer med et bud på den borgerlige opfattelse af monarkiet, som jeg og nok mange andre kan nikke genkendende til. Han skriver (i parafrase af Flemming Hvidbergs indlæg i bogen Til alle mænds tarv, udgivet af Konservative Folkeparti i 1956:

Netop i kraft af sin kontinuitet, sin afsondrethed fra dagens liv og sin retslige og sociale særstilling kan kongemagten udtrykke det blivende og det, der eksisterer oven over og ud over den daglige partipolitiks bøvl og befolkningsgruppers indbrydes strid om fordelingen af den fælles kage. Kongemagten er i kraft af sin særlige stilling alt det, folkestyret aldrig kan være, og netop derfor det, folkestyret behøver for at blive et med alt det, der rummes i selve begrebet om en nation. Read the rest of this entry »