Vignettes

Få ting er så motiverende, opildnende og radikaliserende som eskatologiske forestillinger; tanker om den sidste tid, om utopier, hvad enten idealet er det kommunistiske samfund, det klasseløse samfund, det forureningsløse samfund, det helt frie samfund, videnssamfundet, det kønsløse samfund og mange af de andre samfund, der er blevet udtænkt i tidernes løb og har drevet mennesker til alt fra ejendommeligheder til de mest ubeskrivelige rædsler i det tyvende århundredes ‘ismer.

“Venstreutopismen” er et forholdsvist veldokumenteret fænomen; det fremhæves endda positivt om venstrefløjspolitikere, at de “tør forestille sig en bedre verden”, “tænker uden for de givne rammer”, etc. [Jeg opfatter imidlertid den slags som det glade, Dædaliske vanvid, men det er vist ingen overraskelse]. Tobias Harding har i sin gæstekronik i Tradition och Fason skrevet om netop disse tanker, men også reaktionære og romantiske forestillinger om en ideel, førindustriel fortid [in casu: Herredet].

Det samme gør sig gældende for religiøs eskatologi og utopisme — som har udtryksformer fra Amish-folkets forsøg på at skabe et religiøst frirum til wahhabismens forsøg på at genskabe en renere Islam i politisk skikkelse. Også vanvittigt interessant: F.eks. hvordan medlemmerne af Heaven’s Gate følte sig nødsaget til kollektivt selvmord for at kunne undslippe jorden (jordelivet, den uperfekte verden) for at stige ombord deres flugtvej ud (til det overjordiske), kometen Haley-Bopp. Implikationen er klar — hvis man kan syne enden, betyder det nuværende pludseligt meget mindre. Man kender det måske fra feriedage, hvor de sidste udenlandske penge lige skal fyres af inden, man tager hjem, fordi man ved, at man ikke vil kunne bruge pengene ellers. Det er nu eller aldrig.

Netop følelsen af nu eller aldrig er det samme, der historisk set har drevet megen konservativ radikalisme / radikalkonservatisme, men relationen til dystopien er for mig at se for dårligt beskrevet. Hvis en bolsjevik kan drives til radikal, udenomsparlamentarisk handling ud fra ønsket om snarest muligt at indfri et ønske om utopi, så kan en konservativ drives til den grimmeste reaktion ud fra ønsket om for en hver pris at undgå dystopiens virkeliggørelse.

Når jeg skriver dette, er det måske i et udtryk for ængstelse ved implikationerne af en dystopisk opfattelse af Vestens tilstand; jeg hørte i tirsdags Claus Thomas Nielsens tale til Tidehvervs sommermøde, hvor han opridsede Anders Fogh Rasmussens regeringstid. Kritikken var hård, udsigterne dystre — og over for det tilsyneladende håbløse er der kun to muligheder: resignation eller radikalisering. “Der må gøres noget” og “hvad kan det nytte“.

Men der må være et alternativ: Måske vil det at erkende det uundgåelige kun fremskynde det? Vestens undergang, eller Aftenlandets, er måske et eksistentielt vilkår for os i vor tid, for alle os efter katastrofeåret 1914. Den demokratiske konservatismes forsvar for vestlig civilisation må bygge på det bedste, vi kan mønstre. At hengive sig til radikalisme og reaktion er faneflugt, og idealet må at være som Asbjørn, som vi kender fra Sjørupstenen: Han flygtede ikke ved Uppsala; men kæmpede så længe han havde våben.

Det må være vores tålelige — måske nødvendige — idealisme, som også drev spartanerne til at holde stand ved Thermopolyæ imod en overvældende overmagt i den persiske hær. Spørgsmålet er ikke, om det nytter — spørgsmålet er, om det er den konservative i nutiden eller fremtidens historieskrivere, der skal afgøre det. Nok døde Asbjørn, men han flygtede ikke, og mindet om hans heltedåd (uanset, hvad den var) lever videre til inspiration for fremtidige slægtled

I recently discovered the late author and conversationalist William F. Buckley, Jr. (1925-2008). Unfortunately a few months too late. Belated interest is a terrible burden of youth – by the time we young people come to our senses about any particular issue, all the important things have been said and, even worse, all the important people who said those very things have died. In any case, YouTube let me see Buckley in action without having to wait for some network to publish a retrospective.

Read the rest of this entry »

Som nogle sproglige arkælologer og andre antikvarister som undertegnede måske har bemærket, så fandtes der en gang for mange, mange – ja nærmest utallige år siden – to måder at tiltale andre direkte. Man kunne – hold på hat og briller! – tiltale en med pronominet du, men – og her går det sandelig løs – man kunne også anvende prominet De! Read the rest of this entry »

I Danmark er jeg født – Axel Schiøtz

This is fantastic. Axel Schiøtz sings I Danmark er jeg født in that glorious, classical style that seems to have died out today in favor of more “naturalistic” styles.

As I sit and ponder life over a cup of chamomile tea, I have taken the time to consider the question of feminine titles. Read the rest of this entry »